Vi er afhængige af hinanden
Johannesevangeliet 3,16-17
Man kan ikke køre på frihjul i livet. Intet menneske er en ø. Ingen kommer til verden uden andre mennesker, og ingen lever uden at være i kontakt med andre mennesker.
Mennesker er drønbesværlige. Det kender vi jo godt fra os selv. Vi ved godt hver især, hvad det er, der findes i vores liv, som ikke er så godt.
Kirken findes, fordi mennesker – på trods af alle deres fejl og mangler – er skabt til fællesskab med Gud og med hinanden. Fællesskabet består ikke af solister, men af individer, som ønsker at søge Gud og medmennesket på trods af og på grund af deres egne fejl.
Jesus kom ikke for at redde nogle få. Han kom for at give sit liv for hele verden. Derfor hører alle, som tror, sammen med hinanden og sammen med ham.
I kirken er der ingen, der kører på frihjul. De fleste kører på fri-jul, og det er det, der giver dem benzinen og energien til at klø på. Julen er brændstoffet; håbet, troen og kærligheden, der kommer fra den første julenat, er det, de deler; påsken er det, de fejrer sammen, for at glæde sig over livets sejr over døden.
Hver søndag står døren åben. Det er godt at gå derind. Det er godt i sin egen vaklen at støtte sig til de vaklende. Det kristne fællesskab er mere, end det ser ud til, for Jesus er der selv.
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.”
Johannesevangeliet 3,16-17
Andagten er med tilladelse af forfatteren lånt fra julemagasinet 24:12 i 2015
