Jeg danner lys og skaber mørke. Jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette.
Es 45,7
Hvordan tro på en Gud, der lukker øjnene, når ulykken rammer? Hvis han ser magtesløs til, mens Djævelen hærger, så er hans løfter om trøst jo ikke mere, end mennesker kan give!
I al sin (for os) uforståelighed, er dagens vers altså et glædesbudskab:
Det er Gud, der har magten. “Jeg er Herren, der er ingen anden”, siger han i Es 45,5. Det er ikke den onde, der har os i sine hænder, når livet gør ondt — hvor uhyggeligt ville det ikke være! Nej, Gud er Gud, og han tager ansvar: “Det er mig, der tillader sorgen at ramme dig nu. Det er i mine hænder, du er — hele tiden, også når jeg tillader ting i dit liv, du måske aldrig kommer til at forstå”.
Så længe Gud giver os mennesker chancen for at vende os til ham, dvs. så længe han lader denne jord bestå — så længe vil syndens konsekvenser også kunne mærkes i vores liv. Gud vil det sådan — indtil videre. Og vi må leve i spændingen mellem ikke at forstå Guds handlemåde og samtidig tro, at han vil os det bedste! Fordi den Gud, der lader ulykken ramme, er den Gud, der elsker dig så højt, at han døde af det.
Fryd dig da, du lille skare!
Jakobs Gud vil dig bevare;
på hans mindste vink må alle
fjenderne til jorden falde.
DS 49 v. 6
Ovenlys på dage med sorg, Credo 2006, trykt med tilladelse.
