Anmeldelse

Gud er ... Find din plads i Guds historie

D.A. Carson
Credo 2012
285 sider - 249,95 kroner
Hakon Christensen

D. A. Carson er en af de forfattere fra den engelsktalende verden, som de senere år har fået en række bøger oversat til dansk. 

Det er trosstyrkende at møde en mand som Carson, der har en fast tillid til hele Bibelen som Guds klare ord, og som understreger, at det fra ende til anden sigter på at lede os til tro på Jesus.

Carson er i dag formand for The Gospel Coalition, som er et internationalt netværk, hvor også en række danske menigheder i disse år henter megen brugbar inspiration. Bogen Gud er… er et godt bidrag ikke bare til inspiration, men til troens liv og vækst.     

I bogen gennemgår forfatteren i kronologisk rækkefølge centrale skriftafsnit, begyndende med Første Mosebog 1. Formålet er "at fortælle Bibelens historie" og derigennem formidle et helbibelsk billede af Gud i al hans herlighed og frygtelighed. Jeg synes, det lykkes på mange måder, om end det nok også er min oplevelse, at det i højere grad er en troslærehistorie end en bibelhistorie. 

Kristendom i mere end sloganform

Efter læsningen af bogen sad jeg tilbage med en oplevelse af at have gæstet en mand med stor indsigt i og kærlighed til det bibelske stof, og jeg havde mødt den hellige Gud, der både får det første og sidste ord!

Carson udlægger kristendommen i al den kompromisløse stridbarhed og med sans for, at forskellen på godt og ondt går igennem hvert enkelt menneskes hjerte. Gud står stærkt som den suveræne, der ikke kan presses op i et hjørne og som dybest set "ikke har brug for os" (s.59). Bogen fremstiller bestemt ikke kristendommen som en "hyggelig" livsform. Det er evigheden som står på spil i bibelsk kristendom: Himmel og Helvede. 

Skulle jeg pege på et par forbedringsmuligheder, kunne det være, at bogens mange og lange bibelcitater kan virke lidt trættende. Det kan heller ikke skjules, at materialet til bogen også udgør manuskriptet til en række taler og foredrag, som forfatteren har holdt ved forskellige lejligheder. Måske er det derfor, at han gentagne gange undskylder sig med sætninger som "jeg ville ønske, jeg havde mere tid – jeg ville ønske, at jeg havde haft mindst et par kapitlers plads til at gå i dybden med…" Det virker lidt som et pædagogisk professorselvmål, når bogen trods alt er på 289 sider.

Det ændrer ikke ved, at jeg har nemt ved at anbefale bogen til den læser, som er til kristendom i mere end sloganform, og som ønsker at få hjælp til at se nogle af de store linjer i troslæren. Det er stort at se, hvordan disse linjer samler sig i Kristus Jesus.

Anmeldt i Budskabet nr. 1/2013

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Rosine Kreutzfeldt
”Jeg er meget glad for at komme i KFS. Jeg lærer mere fra Bibelen her, og så er der et virkelig godt fællesskab,” siger Rosine Kreutzmann. …