Under halvmånen

Sander Hansen har skrevet en læseværdig bog med vidnesbyrd fra kristne, der lever i områder med en muslimsk majoritet, eller fra dem, der arbejder med at hjælpe disse kristne.

Sander tager læserne med til Zanzibar, Det Hellige Land og Tyrkiet samt indirekte til Iran gennem mødet med organisationen Elam, der arbejder for at tjene og styrke kristne dér.

Bogen har både positive beretninger om, hvordan mennesker møder evangeliet, der hvor islam står stærkt, og om de meget vanskelige vilkår og den forfølgelse, som kristne lever under disse steder.

Det er trosstyrkende og udfordrende at læse, hvordan mange kristne trodser risikoen, fordi de ikke kan lade være med at fortælle om det, de har fundet i troen på Jesus, og fordi de ønsker, at stadig flere må få del i det.

Samtidig viser beretningerne fra Zanzibar, at der også er kristne, som lever i frygt og undgår at tiltrække sig for megen opmærksomhed for ikke at få negative reaktioner fra muslimer og myndigheder, der passivt eller aktivt modarbejder de kristne.

Hvad kan vi gøre for dem, der kommer hertil?

Der er et par ting, som jeg synes, bogen med fordel kunne inddrage. Det er de færreste, der får mulighed for at rejse rundt for at besøge kristne og komme ind på livet af dem de steder, som bogen beskriver.

Det er godt og relevant at høre deres beretninger, men det ville være mere nærværende, hvis der også var en hjælp til, hvad vi kan gøre, hvis vi møder dem som flygtninge eller migranter i Danmark.

Hvad kan vi gøre for dem, enten de er vokset op i en kristen familie eller er konverteret fra islam og nu befinder sig langt fra deres hjemland og måske også fra deres familie? Hvad kan vi lære af disse kristne i mødet med muslimer her i Danmark?

Det bliver kort berørt henimod slutningen af bogen, men en mere udførlig behandling af emnet ville gøre den endnu mere relevant.

Kristne udlever deres tro på forskellige måder

Det andet, der kunne inddrages, er nogle overvejelser omkring de holdninger, vi møder blandt disse kristne. Vi får deres opfattelse af den situation, de lever i, og hvordan de forholder sig til den. Nogle holdninger er nærmest modsatrettede.

Er det den rigtige tilgang, når nogle kirker på Zanzibar er meget kritiske over for pågående mission og ønsker fred og ro for at drive mission på en anden måde? Er det den rigtige måde, når nogle iranske kristne trodser personlige farer og ikke ser deres børn i mange år, fordi de bliver fængslet eller må flygte ud af landet?

Må man sætte spørgsmålstegn ved en identitet som kristen palæstinenser? Palæstinenser som etnisk betegnelse er jo en konstruktion, der først opstod i 1960’erne for at fratage Israel sin legitimitet som stat med den påstand, at det palæstinensiske folk havde levet i landet i hundredvis af år?

Vi kan ikke sætte os til dommere over, hvordan disse kristne udlever deres tro, men for mig ville det give bogen en større dybde, hvis den også tog fat på nogle af disse vanskelige spørgsmål. 

For dem, der ønsker et indblik i, hvordan det er for kristne at leve under muslimsk dominans, kan bogen absolut anbefales.