Jeg beder Gud hjælpe med alle ting

Bønnen har været en del af Karoline Fredensborg liv, fra hun var helt lille.

”I mit hjem var der andagter og bordbøn ved alle måltider, og når far og mor bad, foldede de mine og mine søskendes hænder, så vi ubevidst var med, forklarer hun.

”Jeg lærte at bede i alle situationer. For eksempel når cykelkæden drillede på vej til skole.”

Alligevel er hun overbevist om, at bøn ikke er noget, man kan gøre af sig selv. 

”Man hører af og til nogen sige, at ’når du ikke kan andet, kan du bede’. Det tror jeg ikke på, for Gud skal lægge det hen til en,” siger hun.

”Heldigvis beder Jesus for os og omformer vores bøn, når vi ikke ved, hvad vi skal bede om.”

Bønnen fylder stadig alt i livet

Det begynder om morgenen, når den 84-årige kvinde sidder og læser i Rosenius’ andagtsbog. 

”Det giver mig så mange ting at tænke over, at jeg ofte må bede over hver sætning. Derfor tager min andagt så lang tid,” siger hun.

Karoline Fredensborg oplever det som en velsignelse, at hendes bøns- og andagtsliv fylder så meget.

”Fordi jeg har fået lov til at blive gammel, kan jeg bruge mere tid på bøn,” siger hun. 

”Det er en gave, at jeg får lov at lægge alt det, jeg ikke ved og kan, hen til Jesus. Og det er en gave at få lov til at bære andre mennesker hen til ham.”

Tætskrevne bedelister giver styr på bedeemnerne

To bedelister fra LM – en fra indeværende år og en fra det seneste år – og en Mayland-kalender, der ligger på bordet, vidner om, at det er mange mennesker, hun hver dag bærer hen til Jesus.

Begge bedelister er så tæt beskrevet med tilføjelser og personlige bedeemner, at der ikke er meget hvidt papir tilbage, og i Mayland-kalenderen holder hun styr på familie, venners og missionærers fødselsdage.

Alle LM-prædikanter i Sønderjylland, tidligere prædikanter og missionærer, LM-kredsen i Gånsager og IM-samfundet i Arnum, kvindebedekredsen, hun er med i, alle, hun er fadder til, Noreas projekt ”Kvinder med håb”, nærkontaktmissionærer, LMH, DBI, MF, tidligere børnehjemsbørn fra Surinam. Det er bare nogle af dem, som Karoline Fredensborg beder for regelmæssigt.

”Og så har jeg navnene på alle, der kommer i ungdomsforeningen, og som er på efterskole fra Arnum og Gånsager, så jeg kan bede særligt for dem,” tilføjer hun.

”Dertil kommer venner, der trænger særligt til forbøn, og som ikke har andre steder, hvor de får det.”
Karoline Fredensborg understreger, at det er en stor gave at få lov at være med i forbønnen og at kunne bede for sig selv, og hun glæder sig over, at hun gennem forbønnen kan være med i missionsarbejdet.

Artiklen er et redigeret uddrag af en artikel i Tro & Mission nr. 1/2018.