Kaldet larmede for meget

I min opvækst stødte jeg mest på begrebet ”kald” i forbindelse med missionærkald og præstekald. Jeg tror, det er en ret snæver forståelse af kald.

Når Jesus kalder, forstår jeg det som, at han først og fremmest kalder os til at følge ham, være sammen med ham og lytte til ham. I følgeskabet med ham vil vi komme til at ligne ham mere og mere.

Derudover kan man godt blive kaldet til bestemte opgaver. I Bibelen er der både nogle, der bliver kaldet til at forkynde omvendelse og dom, til at gå ind i politik og til at bygge en mur. Kald er altså ikke noget, der kun gælder for missionærer og præster. 

For mig er kaldet til at være missionær lige så stille steget og steget i lydstyrke. Som lille dreng var jeg fascineret af missionær-lysbilleder og -fortællinger. Fremmede dyr, kulturer og sprog har interesseret mig gennem hele min skolegang.

Efter 3.g ledte et jobafslag til, at jeg blev volontør for en missionærfamilie, der skulle til Tanzania. Det gav mig et større indblik i, hvad det ville sige at være missionær uden for Danmark. 

Sange og forkyndelse blev ved med at kalde mig mod mission i udlandet. Jeg blev gift med en kvinde, der gik med lignende missionærtanker, og mens vi har kendt hinanden, er folk blevet ved med at prikke til os: ”Kunne det ikke være noget for jer?”, ”Det tror jeg, I kunne være gode til”. 

Nu larmede kaldet så meget, at vi ikke kunne ignorere det mere, så vi kontaktede LM for at høre, om de kunne bruge os. Vi blev bedt om at gå hjem og tænke og bede mere over, hvilket land vi skulle søge mod. I den proces pegede pilen mod Peru, og det gør den stadig. 

Kaldet til Peru er med til at give mig en ro og en vished om, at jeg er det rigtige sted lige nu, men det er et kald, der kan ændres. Kaldet til at følge Jesus og leve et liv, som vidner om ham, gælder til gengæld altid.