Når jeg bliver stor, vil jeg være missionær

Missionærkaldet er noget meget personligt, som for mig tog form tidligt i min barndom. Jeg lærte at bede aftenbøn af min mor og far, som det var almindeligt i mange hjem.

Vi bad også hver aften for de børn, som ingen mor og far havde, og for dem, der ikke kendte Jesus, frelseren.

Jeg vidste, at kendte man ikke Jesus, kunne man ikke komme i Himlen, men måtte gå fortabt. Det blev til nød i mit barnehjerte, og jeg var bare fire-fem år gammel, da jeg sagde til min far: 

”Når jeg bliver stor, vil jeg rejse ud som missionær, så jeg kan være med til at fortælle nogle flere om Jesus.”

Jeg glemte det aldrig siden, og jeg havde det i tankerne, da jeg skulle vælge uddannelse, da jeg tog på bibelskole, og når jeg fulgte med i missionærernes liv. Jeg syntes ikke, jeg duede til at være missionær, men jeg kunne ikke løbe fra det kald, jeg havde mødt som barn. 

Kaldet er der stadig

Kaldet blev holdt levende som en uro i sindet gennem forkyndelse, undervisning og møde med missionærer og deres beretninger fra missionærlivet. Og der var et stadigt behov for flere medarbejdere.

Jeg ”kæmpede” flere år med det at skulle rejse ud alene, men måtte til sidst bøje mig og give Gud lov til at sætte mig, hvor jeg bedst kunne gavne!

Det gav en stor ro i mit sind, og netop da viste Gud sin store kærlighed og omsorg. Han gav mig så at sige både i pose og i sæk. Jeg mødte Svend, vi blev gift og fik efter få år et fælles kald til mission.

Det blev i første omgang til ti års tjeneste i Tanzania. 1970’erne var vanskelige år med oliekrise og mangel på de mest basale varer til hverdagslivet, men i alle årene oplevede vi at blive bevaret i kaldet og se sandheden i Jesu ord om, at han ville være med os alle dage.

Kaldet ligger stadig hos os, nogle gange ikke så tydeligt, men er der en opgave i Tanzania, der synes at pege på os, så er vi til rådighed i kortere eller længere tid.