Bagjul

​”Julen varer lige til påske,” synger vi glade, vel vidende at det ikke passer helt, for indimellem kommer fasten. Man kunne ønske, at julen varede til påske! Som en lang fest af fridage, god mad og fællesskab med dem, man har allermest kær. Men det går jo ikke. 

Vi er mange, der holder af at stikke næsen i en rose, selvom vi ved, hvad den dufter af. Vi er mange, der holder af at vende tilbage til julen år efter år, måske netop fordi den minder os om noget, vi godt ved, men som vi har tendens til at glemme så hurtigt.

Når supermarkederne stiller marcipan og brunkager frem i september, tænker vi ”allerede?”, og når træet er pakket ned og gaverne byttet, tænker vi ”allerede?”. Det går så stærkt. Vi er altid på vej et andet sted hen. Et nyt år venter. Ofte lader vi julen blive tilbage i det år, der forsvandt.

Julen har noget at sige os. Noget om fred. Noget om Guds virkelighed, der er større end vores. Noget om, at vi må håbe på det lille barn, og så vil han bringe os ro, glæde og liv. Og er der noget, man har brug for, når man sidder i januars kålsuppediæt og februars vintersjap, så er det ro, glæde og liv. 

Derfor må vi øve os på at tage det lille barn med os. Vi må finde os en mental babylift, vi kan bære ham med i, så vi ikke glemmer ham. For mig er Bibelen og bønnen sådan en hjælp. At læse i den gode bog om Jesus, hans liv og ord – det minder mig om jul. Det dufter af gran og det dufter af liv. At bede til ham – lade mine ord og tanker rette sig mod ham – inviterer ham ind i mine dage. 
Jul hele året.

Jesus siger: ”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.” 
Johannesevangeliet 10,10

Andagten er med tilladelse af forfatteren lånt fra julemagasinet 24:12 i 2015