De ti bud

De ti bud er nedskrevet i sammenhæng to gange: I 2. Mosebogs 20. kapitel og så her i 5. Mosebog. Begge steder indledes budene med ordene: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset,” og det er der en vigtig grund til.

Det er nemlig i det lys, at alt det andet skal ses. Når Gud efterfølgende redegør for israelitternes lov, er det med det i baghovedet, at han har ført dem ud af Ægypten, af trællehuset. Han har gjort dem frie, og når han nu befaler dem at leve på en bestemt måde, så er det, for at de kan bevare denne frihed.

Gud ønsker, at alle mennesker skal være frie. Han ønsker ikke slaveri for nogen. Heller ikke for dig og mig. Og skønt vi undertiden kan få den tanke, at alle hans regler og love begrænser os i vores udfoldelser, så glemmer vi det vigtige, at Gud selv har ført os ud af trældom, ud af det syndens fængsel, vi alle har levet i. Og det er, for at vi ikke igen skal blive indespærret, at han, som et værn imod os selv, fortæller os, hvad der er godt at gøre, og hvad der er ondt i hans øjne.

Når vi læser de ti bud, har vi tendens til at se på selve budene. Det er selvfølgelig godt nok at betragte budene, de er gode at få forstand af, de er opskriften på at få et godt liv sammen med vores medmennesker, og de kan, hvis vi dykker ned i dem, overbevise os om, at vi alle er store syndere med behov for Guds tilgivelse, hvilket fx siden kommer til udtryk i Paulus’ brev til romerne, hvor han skriver: ”Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.” (Rom 3,19-20).

Men lad os altid huske indledningen til de ti bud. Lad os huske, at udgangspunktet for loven er, at Gud har sat os fri.

Det er ikke for at skræmme os, drille os eller for at genere os. Det er for at passe på os.

Lille Ib, Lohse 2006, trykt med tilladelse.