Jesus er på knæ i Getsemane have. Han er bange. Foran ham venter uretfærdig rettergang, tortur, hån, korsfæstelse og død.
Værre endnu: Foran ham venter Guds vrede over hele verdens og alle menneskers ulydighed, ugudelighed og synd. En vrede, han frivilligt møder for din og min skyld. Han er rædselsslagen.
Han beder Gud om, at han må blive fri for alt dette forfærdelige. Men han beder også om, at Guds vilje må ske.
Guds vilje sker. Jesus får ikke sin bøn opfyldt. Han må lide. Og dø. Fordi det er Guds vilje.
Man kan godt være Guds barn, selv om man ikke får sin vilje. Sådan er det nemlig, når man er barn. Man får ikke altid sin vilje. Og man skal ikke altid have sin vilje. Gud skal have sin vilje.
Også når vi ikke er enige med ham. For Guds vilje er god, også når vi slet ikke kan begribe det.
Nar vi beder om, at Guds vilje må ske, sætter vi grænser for vores egen bøn.
Vi beder frit, om hvad vi vil. Vi beder trygt, fordi Gud kun giver os, hvad han vil. Vi møder ham som dem, vi er: Hjælpeløse mennesker i nød, afhængige af ham. Og vi møder ham som den, han er: Gud, vores Gud, Far og Herre.
Nar vi så undrer os over hans ,,forkerte” svar eller over hans mangel på svar, så må vi også fortælle ham det. Vi må komme med vores spørgsmål, vores frustration, vores undren, vores vrede.
Han kan klare det.
Hvorfor, Gud?
Fadervor rundt, Credo forlag 2007, trykt med tilladelse.
