Da folket så, at Moses stadig ikke kom ned fra bjerget, samledes de om Aron og sagde til ham: ’Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der blev af denne Moses, som førte os op fra Ægypten.
2 Mos 32,1
Hvad var det dog for nogle tykpandede åndsamøber, som gjorde dette? Gud havde ført dem ud af fangenskabet, han havde delt vandet, så de kunne gå tørskoet gennem det, han havde udslettet Faraos hær for øjnene af dem, han havde skaffet dem vand ud af ingenting, han sendte manna om morgenen og vagtler om aftenen, han havde på alle måder vist, at han var deres almægtige Gud. Alligevel ville de have en gud — også selv om de alle vidste, at det aldeles intet havde med en gud at gøre. De samlede deres guld- smykker, og Aron smeltede dem om til en guldkalv, de så gav sig til at tilbede. Besynderligt!
Vi kunne selvfølgelig standse ved det, at de i det hele taget gjorde sådan her, om menneskets glemsomhed, om menneskets troløshed, om menneskets dumhed. Men læs selv beretningen; den viser kun alt for tydeligt det hele.
Hvad vi derimod i stedet skal bemærke, er, at historien fortsætter. Som bekendt ender beretningen om Israel jo ikke her. Vi kan måske tænke, at det havde været rimeligt, at Gud havde sagt: ”Nej, nu stopper festen altså. Dø, Israel!” Men det gjorde han ikke. Han blev vred. Det fik konsekvenser.
Nogle døde. Men Herren tilgav Israel, og de løfter, han havde givet dem for længe siden, holdt han. De fik det land, han havde lovet dem. Han var fortsat med dem.
Det fortæller noget om Guds trofasthed og kærlighed.
Det er bestemt ikke en opfordring til at være ulydig, for synden får altid negative konsekvenser, men selv om vi mennesker er utro, så forbliver han dog tro. Selv om vi glemmer ham, glemmer han ikke os.
Når vi svigter ham — og det gør vi alle sammen, nogle så det er åbenbart for alle, andre gør det i det skjulte — men når vi svigter ham, svigter han aldrig os. Og kommer vi til ham med alle vores svigt, al vores utroskab, al vores synd, så tilgiver han os. Som han siger til Moses kort efter det med guldkalven: ”Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed.”
Sådan var Israels Gud, vores Gud. Han er den samme dengang som nu.
Lille Ib, Lohse 2006, trykt med tilladelse.
