Men Herren sendte slanger, som bed folket, og mange israelitter døde. Da kom folket til Moses og sagde: ”Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os. Moses bad for folket.
4. Mos 21,6-7
”og Herren sagde til Moses: ”Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.” Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt at en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.”
4 Mos 21,6-9
Hvilket fantastisk billede! Det er, som om Gud allerede dengang tilrettelagde begivenhederne på en sådan måde, at historien om Israel siden kunne bruges til at forklare Guds store frelsesplan. Udfrielsen af Ægypten, ørkenvandringen på vej mod det forjættede land, opbygningen af templet, af offertjenesten, ja, selv ypperstepræstens klædning…
Denne gang var der slanger løs i lejren. Gud havde sendt dem som svar på folkets ulydighed, og de løber forskræmte hen til Moses og beder ham gå i forbøn for dem. Og som så ofte før gør Moses, som de forlanger, og da kommer Gud med dette besynderliqe svar, at Moses skal lave en kobberslange, som skal sættes på en stang. Enhver, som bliver bidt af en af giftslangerne, men som så ser hen på kobberslangen, skal leve. Den gift, som ellers er dødbringende, skal nu ingen virkning have, hvis ellers folk gider gøre sig den ulejlighed at se hen på kobberslangen. De skal for så vidt intet gøre for at leve, kun rette deres blik i den retning, hvor kobberslangen er opstillet. Og alene det, at de tager Gud på ordet og ser hen på kobberslangen, er nok til, at de bliver frelst.
Dengang var det slangerne, der var problemet, derfor var det en slange, som hang på stangen. Siden hang en mand på en pind — eller rettere: et kors — han hang der, for at de, der så hen på ham, ikke skulle dø, men leve. Det var Jesus, Guds søn, der var blevet menneske, fordi det var mennesket, der var problemet. Han hang der, for at syndens gift ingen virkning skulle have på det menneske, som så hen til ham…
Men hvorfor skriver jeg dog i datid? Det foregår lige nu!
Den, der ser hen til Jesus, bliver frelst. Hvis du — billedligt talt — ser hen til Jesus, hvis du håber på, at når Gud har sagt, at det er nok, ja, så er det nok, så kan syndens gift ikke skade dig. Da er du frelst!
Lille Ib, Lohse 2006, trykt med tilladelse.
