"De strejfede om, over bjerg og høj, og glemte deres hvileplads" (Jer 50,6b)
Rigtig mange mennesker, også i Danmark, strejfer om i en stadig søgen efter en dybere mening med tilværelsen.
Andre strejfer om på konstant jagt efter nye og stærkere åndelige oplevelser.
Det gælder også mange af os kristne - vi har så let ved at glemme vores hvileplads.
I stedet slider vi os ned på kristne aktiviteter eller jager stadig stærkere følelsesmæssige oplevelser med Gud, og igennem det hele savner vi den sande hvile.
Hvilen i, at vores synder er tilgivet. Hvilen i, at vi har fred med Gud. Hvilen i, at vi en dag skal hjem til vores himmelske fars herlige hjem på den nye jord.
Problemet er ikke følelserne eller den kristelige aktivitet, men problemet er, at vi glemmer vores hvileplads.
Den hvileplads, som Gud selv har beredt, som der står i næste vers hos Jeremias: "Herren er deres rette græsgang, deres fædres håb."
Det er altså ikke os, der skal tilkæmpe os en hvileplads, hverken gennem stærke følelser eller kristelig aktivitet.
Nej, hvilepladsen er uden for os og uafhængig af os.
Hvilepladsen, den rette græsgang, er Herren selv. Hvilepladsen er hos Gud. Og tror vi på ham - vil han selv give os hvile. Som der står i Hebræerbrevet: "For når vi kan komme ind til hvilen, er det, fordi vi tror" (Hebr 4,3).
Vi må tro på Jesus, stole på hans ord og komme til ham.
Vi må være ivrige efter at komme ind til den hvile.
Lad os derfor tage imod Jesu egen invitation: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." (Matt 11,28)
Glem ikke hvilepladsen!
