Det sker ikke så tit inden for den kristne danske musikscene, at der udkommer et dobbeltalbum. Nu har Hans Jørn Østerby udsendt et.
Den første cd er dog udelukkende genindspilninger af gamle sange, som mange rutinerede Østerby-fans utvivlsomt vil glæde sig over. For de er ganske veldrejede, og det er lykkedes at skabe den intimitet i lydbilledet, man altid forbinder med en koncert med Østerby.
Hjemmesiden biblehub.com (tidligere biblos.com) er en imponerende samling af hjemmesider med rigtig mange resurser. Der er samlet over 150 bibeloversættelser, forskellige hjælpeværktøjer, klassiske kommentarer, og gode oversigter over forskellige oversættelser.
Samtidig har de forskellige parallelle opsætninger. Man kan for eksempel se den danske bibel, den norske og svenske oversættelse side om side. Man kan også se evangelierne sat op side om side.
At Thomas Teglgaard skulle springe ud som musiker, var der nok ikke mange af os, der havde set komme. Men i sine gemmer har han haft en række sange, han skrev, da han var i gymnasiealderen.
I udgangspunktet et modigt og herligt anarkistisk projekt. Men min begejstring er ikke udelt.
Her kaster Gud et nyt perspektiv ind. Frygt ikke for lidelsen! Har Gud da ikke prøvet, hvor ondt det gør? Ved han ikke, hvad han taler om? Jo. Når vi læser om Getsemane-kampen, ser vi, at Jesus i den grad kender til angst, smerte og lidelse. Hvordan kan det så være, han kan sige, vi ikke skal frygte det, når han godt ved, hvor slemt det kan være?
Det er Job, der taler. Manden, der mistede sit arbejde, sine børn, sit helbred for derefter at blive bebrejdet af sine såkaldte venner. Ham der er rollemodel for os i at anklage Gud. Da Gud endelig svarer, kommer der ikke en forklaring, sådan som Job og vi andre vel forventede.
I stedet siger Gud: “Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Har du nogensinde beordret morgenen frem?” osv. (se kap. 38-41).
Vores verden er til tider alt for fuld af lidelser og sygdom. Vi mærker smerten og sorgen, der kan være ved at sprænge os i stykker, fx når vi mister en, vi holder af. I vores årer er indgivet et stof, der kæmper imod, når dødens ubarmhjertighed huserer En sidste rest fra Skabelsens morgen, der aldrig kan forene sig med dødens realitet. Døden er en fjende.
Hvordan tro på en Gud, der lukker øjnene, når ulykken rammer? Hvis han ser magtesløs til, mens Djævelen hærger, så er hans løfter om trøst jo ikke mere, end mennesker kan give!
I al sin (for os) uforståelighed, er dagens vers altså et glædesbudskab:
Gud er jo Kærligheden selv. Så hvem i alverden er det, han vil ramme, slå og plage? Satan? Nej, sin egen elskede søn! Den søn, der hele sit liv aldrig har svigtet Gud, sin far, bliver nu plaget. Ikke af romerne eller jøderne, men af Gud selv. Jesus bad fortvivlet: “Lad mig slippe… men ske din vilje”. Og den skete. Guds vilje var at ramme ham, sende ham ind i dødens mørke. Guds vilje var at lade al sin vrede over synd og uretfærdighed gå ud over Jesus.
Måske har du det som Job. Måske kan du ikke tro Guds løfter. Livet synes så urimeligt smertefuldt, at du ikke magter mere. Måske tvivler du på Guds kærlighed. Du er træt af at råbe til Gud og sidder tilbage med et spinkelt håb længst inde om, at han en dag vil tale til dig.
Tænk, at han (muligvis Jeremias) tør formulere sig så provokerende.
Han ved jo, at den Gud, han beder til, er den hellige, ophøjede og retfærdige Gud; den Gud, der lover aldrig at svigte eller glemme sit folk.
Hvad bilder han sig egentlig ind?
Han bilder sig ind, han er menneske! Skabt i Guds billede. Det gør ham og dig til noget ganske særligt. Du er skabt til at stå i et forhold til Gud.