Jesus uden filter handler om discipelskab i hverdagen. Det er meget opløftende, at de tre unge forfattere, som alle er lige omkring de 30, giver sig i kast med dette emne.
Temaet om discipelskab og efterfølgelse har vi haft det svært med i LM, hvor de unge i stor udstrækning har været henvist til at hente inspiration fra for eksempel Dansk Oase og reformert teologi.
I min opvækst stødte jeg mest på begrebet ”kald” i forbindelse med missionærkald og præstekald. Jeg tror, det er en ret snæver forståelse af kald.
Når Jesus kalder, forstår jeg det som, at han først og fremmest kalder os til at følge ham, være sammen med ham og lytte til ham. I følgeskabet med ham vil vi komme til at ligne ham mere og mere.
En fyldig bog om international mission, der spænder over to forskellige missionsfelter i to verdensdele, der ligner hinanden og dog er så forskellige.
30 års tjeneste i en tid, hvor de fleste missionærer arbejder ude mindre end ti år, og hvor store forandringer herhjemme og ikke mindst på missionsfelterne kalder på mange udfordringer. En arbejdsperiode langt ud over det sædvanlige.
Missionærkaldet er noget meget personligt, som for mig tog form tidligt i min barndom. Jeg lærte at bede aftenbøn af min mor og far, som det var almindeligt i mange hjem.
Vi bad også hver aften for de børn, som ingen mor og far havde, og for dem, der ikke kendte Jesus, frelseren.
Jeg vidste, at kendte man ikke Jesus, kunne man ikke komme i Himlen, men måtte gå fortabt. Det blev til nød i mit barnehjerte, og jeg var bare fire-fem år gammel, da jeg sagde til min far:
Den 19. august i år blev irakiske Ali Adnan Khadim døbt i Hillerød Frimenighed og kalder sig nu Daniel Christiansen
Selv om han bor på Udrejsecenter Kærshovedgård i Jylland, og står over for en uvis fremtid, finder han fred i sin nye kristne tro.
”Nu hvor jeg er blevet døbt, er Jesus fuldt ud i mit liv og i mit hjerte. Min sjæl er nyfødt, og derfor har jeg valgt et nyt navn. Det er nu hans vilje – og ikke længere min egen – der styrer mit liv.”
Mit kald begyndte som en gnavende orm i min bevidsthed, men trængte igennem som et slag med en forhammer flere år senere.
Mit hjem var ikke missionsk. Jeg ”kom med” via studenterarbejdet KFS. Meget hurtigt efter at jeg havde set, at Jesus er frelseren, begyndte urolige fornemmelser at melde sig inderst inde i mig: Du skal være missionær! Jeg lagde låg på og lod som ingenting. Men det føltes som en orm, der gnavede i min samvittighed.
Jeg har altid vidst, at jeg skulle være ydremissionær, selvom jeg ofte var utilfreds med Gud i min barndom på grund af hans beslutning.
Min mormor ville gerne være missionær, men det ”forhindrede” hendes giftermål, da morfar ikke havde det kald. Mit barndomshjem var præget af stor interesse for ydre mission, selvom jeg aldrig husker, at mine forældre har talt personligt om det.
”Det er mange år siden, jeg første gang mødte overvejelserne om at rejse ud,” fortæller missionær Ruth Bach-Svendsen.
”Egentlig er det lige ud ad landevejen, det med kaldet – set i bakspejlet! Men sådan oplevedes det slet ikke dengang for 35-40 år siden. Jeg hørte om behovet for missionærer gennem dem, der fortalte om missionsarbejdet, og gennem bibellæsning talte Gud til mig mere personligt om det.”
Dyb hvile og dynamisk liv er Jens Ole Christensens (JOC)nye bog om Jesu måske mest kendte og udfordrende tale: bjergprædikenen.
Alle, der har læst bjergprædikenen, har fundet løfterige og inspirerende passager. Som når Jesus lover de åndeligt fattige himmeriget eller lærer os Fadervor. Men de selv samme har med garanti også fundet anfægtende og udfordrende passager. Som når Jesus siger, at kun de rene af hjertet skal se Gud, eller at porten er snæver.
Da den sydafrikanske missionær Martin de Lange og hans familie bliver kaldet til at være missionærer i Tyrkiet, oplever de et kald til at leve med Gud på kanten af paradis. De bliver kaldet til et land, hvor regeringens negative opfattelse af kristendommen, forfølgelse, lidelse og død er en realitet, og hvor prisen for at være kristen kan være høj.