I forordet til dette hæfte står der, at det primært henvender sig til medarbejdere i børnearbejdet og til forældre, men enhver, som ønsker klarhed over lov og evangelium, får god hjælp. Det er også den følelse, jeg sidder tilbage med. Jeg kan varmt anbefale alle at læse dette hæfte.
Jeg vil uden tvivl læse den igen og tage den frem til personlig brug og i formidlingen til børn.
Så har Hans Jørn Østerby fejret sit 35-års jubilæum som omrejsende trubadur ved at udgive en ny og vedkommende cd. Denne gang blev det en juleplade med titlen Da julen var jul.
Gennem de sidste 27 år har Hans Jørn Østerby udgivet 13 cd’er, og stilen, indholdet og stemmen fornægter sig ikke. Her er ingen julestads, klokker og englebasuner, men fine, skrøbelige, akustiske viser med Hans Jørns habile guitarspil i front, dejligt akkompagneret af et vise-jazzet trommesæt, kontrabas, saxofon med mere.
Vi har herhjemme taget forsmag på julen – eller rettere sagt på julemusikken. I postkassen lå en dag en ny cd til samlingen. Den er lavet af Marie Lind, som vi kender fra tidligere udgivelser som Kongers Konge (2010) og Overalt på jord (2011).
På begge de foregående album fortolker Marie sangene af Keith & Kristyn Gettys og Stuart Townend. Nu er Marie Lind ude med sit tredje album, og denne gang er det julealbummet Christmas Time.
Jihan Issa kom til Danmark fra Syrien for knap to et halvt år siden sammen med sine tre børn. Under sin flugt hertil blev hun kristen.
De første seks måneder i Danmark boede Jihan Issa og hendes børn i Brønderslev. Det var hårdt.
”Jeg var alene med tre børn. Alt var nyt og ukendt, og vi kendte ikke nogen og snakkede ikke med nogen,” siger hun.
Det var anderledes, da de kom til Spjald. To kvinder kom hjem til dem allerede den første dag og sagde velkommen til Spjald og tilbød dem praktik hjælp.
Kaj Lindegaard fra Herning er blevet en forandret mand, efter at han er gået så aktivt ind i det tværkulturelle arbejde med flygtninge fra det lokale asylcenter.
”Allerførst har jeg fået en større hunger efter Guds ord. Der er en stor gruppe mennesker, der skal have Guds ord, og for at jeg kan give det til dem, er jeg nødt til at hive mere til mig selv,” siger han.
”Jeg har også selv fået et nyt syn på dåbens betydning ved at se, hvor meget det betyder for dem at blive døbt. De siger: Nu er vi fuldgyldige medlemmer af Jesu familie.”
En film er ikke en prædiken, og det profiterer filmen Risen i nogen udstrækning af. For det er ikke alt i filmen, som holder bibelsk vand, men min oplevelse er, at en del af disse omstændigheder kan henføres til kunstnerisk frihed.
Hvis man tager den for det, den giver sig ud for at være, nemlig en fortælling om en romersk officer, som sættes til at efterforske den tomme grav påskemorgen, kan man få tilføjet nye nuancer til den begivenhed, som er omdrejningspunktet for vores tro.
At graven var tom påskemorgen, og at det ikke skyldtes gravrøveri.
Single er et værdiladet ord for de fleste, men forfatterens tilgang er mere neutral. Det er ikke en livsfase, der bare skal overstås, men en definition på en samling af mennesker, som af forskellige grunde er ugifte – dog med det i tanke, at enlig ikke er lig med ensom.
Bogen er skrevet til singler, for at de kan finde fred, der hvor de er. Andre kan også med fordel læse bogen, for den handler blandt andet om værdi og kærlighed. Vi er alle skabt af en kærlig far, der har planer om lykke og fred med fremtid og håb.
Hvad er tro? Hvordan tror man? Hvad betyder det helt konkret at tro? Og så tro på Jesus oven i købet – hvad betyder det egentlig?
Sådanne spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv og gør det fra tid til anden stadigvæk. Tro kan være en uhåndgribelig størrelse, som jeg synes, ingen rigtig snakker om.
Eller jo – de snakker jo hele tiden om, at du skal tro – men hvordan gør jeg så lige præcis det?
Uanset om man kan tilslutte sig foreningen Ordet og Israels syn på Israel – dets land og folk, er Slutspillet om Israel en meget læseværdig bog. Bogen er utrolig velskrevet og gennemredigeret. Gennem hele bogen tager forfatteren læseren i hånden og holder den røde tråd synligt frem.
Selvom man under læsningen ikke er i tvivl om, hvordan forfatteren synes, vi som kristne bør læse og forstå profetierne om Israel og Det Gamle Testamente, er det ikke det vigtigste for Ole Andersen.
Jeg tror at der er nogle – særligt de lidt ældre læsere – som vil nikke genkende til navnet Ben-Hur.
Måske har man læst bogen af samme navn udgivet i 1880. Måske har man set en af de filmatiseringer af bogen, der har været igennem tiden, hvor 1959-udgaven med Charlton Heston nok er den mest kendte.
Måske har man ligesom mig kun hørt om Ben-Hur, indtil jeg så denne nye filmatisering.