Jens Andersens liv er ikke beretningen om store glæder og sejre. Den ene datter er blevet skilt efter 27 års ægteskab, den anden datter er opereret for tredje gang for brystkræft.
”Men jeg klamrer mig til Gud. Jeg kan hverken se ham eller høre ham.
Det har dog ikke kun været dårlige oplevelser.
Jens Andersens farfar, blev omvendt som voksen i missionshuset i Rå, der i dag er LM’s eneste missionshus på Lolland.
Først døde hans lille søn. Så døde hans bror. Det har sat dybe spor hos 39-årige Søren Brink Kristesen, og det har også påvirket hans forhold til Gud.
I februar 2012 blev Villads, der var to et halvt år, syg. Han kunne ikke støtte på sine ben og blev indlagt på sygehuset. Det gik lidt op og ned et par uger, hvor lægerne havde svært ved at fastlægge, hvad han fejlede.
Torsdag den 1. marts lå han i medicinsk koma på grund af en blodforgiftning. Dagen efter skete der en menneskelig fejl.
Da jeg åbnede bogen for første gang, må jeg indrømme, at jeg tænkte ved mig selv: Skal alle 3,16-vers i Bibelen kunne sige mig noget?
Det lyder lidt søgt at tvinge en andagt/mening ud af dem alle!
Konceptet i denne andagtsbog er, at Per Bøndergaard har taget hver bog i Bibelen og har skrevet et andagtsstykke over hvert 3,16-vers (eller det nærmeste i hvert fald).
Denne tanke, at det skulle være søgt, må jeg sige blev gjort til skamme. Per gennemgår hvert vers som en lille kort andagt/refleksion, der er meget overskuelig og ligetil.
I de første 30-40 år af Luthersk Missions virke, var der to øgenavne, som ofte blev brugt om LM. Det ene var ”møllerianerne” efter stifteren Chr. Møller, og det andet var ”Bornholmerne”, da LM var stiftet på Bornholm.
Birger Pedersen fra Rønne har skrevet en bog, der i bedste forstand er folkelig. Her har historiefortælleren skrevet enkelt, jævnt og spændende om 11 bornholmere, som har præget LM’s historie i større eller mindre grad.
Kristendom var ikke noget, de brugte tid på i Anders Philipps barndomshjem. Hans far tog dog Anders og hans søster med i legestue i præstegården i Jyllinge, hvor de boede.
Da Anders var fire år, flyttede familien til Sakskøbing på Lolland, og hans far fandt en legestue i Toreby, som nogle personer fra Lindeskovkirken var med til at stå for.
”Her var en del mere kristendom involveret end i Jyllinge,” fortæller Anders, der nu er 22 år og bor i København, hvor han læser musikvidenskab på universitetet.
Jon er opvokset i et almindeligt kulturkristent hjem, men havde ikke meget til overs for Jesus og fulgte med de hårde gutter i folkeskolen.
Som 13-årig blev han af sin storebror, der er kristen rapsanger, inviteret med til en fælleskristen kampagne i Skjern. Her mærkede han en varme og et fællesskab, som var ukendt for ham.
Han blev ramt af talerens ord om, at han kunne gå ud af teltet som et frit menneske, selvom han følte sig tynget. Lidt senere var der en stemme indeni, der sagde: ”Velkommen, du er kristen!” Og han blev fyldt af glæde.
Bønnen har været en del af Karoline Fredensborg liv, fra hun var helt lille.
”I mit hjem var der andagter og bordbøn ved alle måltider, og når far og mor bad, foldede de mine og mine søskendes hænder, så vi ubevidst var med, forklarer hun.
”Jeg lærte at bede i alle situationer. For eksempel når cykelkæden drillede på vej til skole.”
Alligevel er hun overbevist om, at bøn ikke er noget, man kan gøre af sig selv.
”Man hører af og til nogen sige, at ’når du ikke kan andet, kan du bede’. Det tror jeg ikke på, for Gud skal lægge det hen til en,” siger hun.
18-årige Karoline har været formand for sønderjyske GAS LMU i et års tid.
Men før hun kunne sige ja til opgaven, skulle hun igennem en proces.
”Situationen var den, at en flok af de ældste LMU’ere forlod området. Ingen fra den gamle bestyrelse var tilbage, og jeg blev spurgt om at være formand. Jeg var meget i tvivl, om det var noget for mig. Jeg var og er ret ung, og opgaven indebærer et stort ansvar. Det ville helt klart have været nemmest at sige nej til opgaven,” siger hun.
Julens ingredienser er mange. Nogle er søde, mens andre kan være svære at sluge. Men noget af det, vi alle elsker mest ved julen, er at glæde hinanden med gaver og nyde hyggen ved hinandens selskab. Vi forbinder os med hinanden i julen, og det er netop, hvad vi mennesker ifølge kristendommen er skabt til: fællesskab med hinanden som mennesker og fællesskab med den Gud, som har skabt os.
Det må have sine fordele at være Gud: være enehersker over universet, blive tilbedt af engleskarer dag og nat, aldrig skulle bekymre sig om penge, mad eller overlevelse i det hele taget.
Julen fortæller os, at Gud forlod alt dette og lod sig føde som et menneske. Gud gjorde sig afhængig af en mor og en far. Gud skulle lære at kravle, gå og tale. Gud fik brug for mad at spise, vand at drikke og luft at indånde.