Det er blevet kaldt de gode nyheder, det med barnet i krybben og fred på jorden. Det kan virke som en tilsnigelse, i og med at det er 2000 år siden, begivenheden fandt sted. Det er næppe noget, nogen vil sende en nyhedshelikopter på vingerne for at dække.
”Julen varer lige til påske,” synger vi glade, vel vidende at det ikke passer helt, for indimellem kommer fasten. Man kunne ønske, at julen varede til påske! Som en lang fest af fridage, god mad og fællesskab med dem, man har allermest kær. Men det går jo ikke.
Vi er mange, der holder af at stikke næsen i en rose, selvom vi ved, hvad den dufter af. Vi er mange, der holder af at vende tilbage til julen år efter år, måske netop fordi den minder os om noget, vi godt ved, men som vi har tendens til at glemme så hurtigt.
Man kan ikke køre på frihjul i livet. Intet menneske er en ø. Ingen kommer til verden uden andre mennesker, og ingen lever uden at være i kontakt med andre mennesker.
Mennesker er drønbesværlige. Det kender vi jo godt fra os selv. Vi ved godt hver især, hvad det er, der findes i vores liv, som ikke er så godt.
Kirken findes, fordi mennesker – på trods af alle deres fejl og mangler – er skabt til fællesskab med Gud og med hinanden. Fællesskabet består ikke af solister, men af individer, som ønsker at søge Gud og medmennesket på trods af og på grund af deres egne fejl.
Har jeg som handikappet ret til at leve? Er jeg normal? Hvordan kommer vores samfund til at se ud, når vi med teknologi kan trodse evolutionen og naturens orden?
Det er nogle af de spørgsmål, som journalisten, komikeren og spastikeren Jacob Nossell stiller i den danske dokumentarfilm Naturens uorden.
I sin jagt på at forstå sin egen skæbne sætter han sig for at udfordre normalitetsbegrebet og sin egen manglende formåen. Han vil påvise, at hans liv er værd at leve.
Filmen følger Jacob Nossell i hans søgen efter svaret på livets mening blandt familie og forskere.
Kom ind har været et både besværligt og berigende bekendtskab for mig. Spoiler-alert: det ender godt, jeg kom ind, og jeg vil forsøge at invitere dig med.
Jeg var forudindtaget, da jeg modtog Kom ind og lyttede til det første gang. Jeg kender og beundrer flere af musikerne og havde kæmpeforventninger.
af Annika Rønne Schmidt, gymnasieelev
For et par uger siden begyndte jeg at bruge den nye app BibelTid fra Bibellæser-Ringen. Jeg havde hørt en masse godt om den, så jeg så meget frem til at komme i gang.
Jeg løb desværre ind i nogle startproblemer, da appen startede op på svensk. Det fik jeg dog hurtigt løst ved at skrive ind til Bibellæser-Ringen, som svarede hurtigt tilbage med et meget behjælpeligt svar.
Et statsborgerskab fortæller noget om et tilhørsforhold til et bestemt land, og det giver også nogle rettigheder og muligheder. Vi er statsborgere i et land her på jorden, men som kristne har vi også et andet statsborgerskab — vi er himmelborgere.
Bibelen taler endda om, at vort borgerskab er i himlene. Det er altså der, vi egentlig hører til, selv om vi for en tid lever vores liv her på jorden.
Bibelen beskriver mennesker uden Gud som ufrie slaver. Vi kan være slaver af andre mennesker, egne krav, materielle goder, men først og fremmest er vi slaver under synden og vores fjendskab mod Gud.
Evangeliet til dig i dag er, at du ikke behøver at være slave!
Da du blev døbt, tegnede præsten korsets mærke for dit ansigt og dit bryst til et vidnesbyrd om, at din nye stilling er at være barn. Som barn er du befriet fra at være slave under synden, dig selv, ting, mennesker eller andres bedømmelse.
Med Herrens lov menes her Guds ord. “At grunde” betyder at sige halvhøjt for sig selv og på den måde repetere og studere indholdet. Dag og nat er det samme som hele tiden.
Indholdet i salmens vers bliver da, at den, der har sin glæde ved Bibelen og lever med dens indhold i sindet hele tiden, er lykkelig.
Det er ikke nødvendigvis lykke i almindelig menneskelig forstand, der menes, men i stedet den lykke at være befriet fra syndens bindinger og leve i evangeliet.
På grund at Guds nåde er vi frelst til et helt nyt liv med Jesus som herre.
Du skal se på bolden, som kastes til dig, for at kunne gribe den. Ser du på dine hænder, får du ikke fat i den. Du skal se på målet og ikke på fødderne, når du skal finde vej, ellers går du vild.
Både i menneskelivet og i kristenlivet er det på samme måde. Ser vi ind i os selv, bliver vi hurtigt trætte og mister modet, for der får vi jo øje på alt det, der ikke er, som det skal være.
Vi ser utilstrækkelighed, synd og forsømmelser, og vi ser, at vi ikke svarer til vores egen drøm om os selv.
Det gør os trætte og modløse og i virkeligheden selvoptagede.