"Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne." (2 Mos 12,13)
Den værste af de ti plager var uden tvivl den sidste.
Herren ville drage igennem Egypten og slå alt førstefødt ihjel.
En frygtelig nat - den allerførste påske. Ingen kunne afværge straffen, men Herren sørgede selv for en frelsesplan.
Israelitterne skulle slagte påskelammet og smøre dets blod på overliggeren og dørstolperne. Det skulle være deres mærke, og så ville Herren gå forbi.
Israelitterne kunne dog ikke selv se blodet. De sad jo inde i husene - men det afgørende var heller ikke, at de så blodet, men at Herren så blodet. For bag blodet var israelitterne helt trygge.
Lammets blod på stolperne var alt, de behøvede for at blive frelst. Det havde Gud selv sagt, og hans løfte stod fast. Ikke en eneste israelit i huse med blodige dørstolper blev dræbt, men alle uden blod på stolperne blev ramt af Guds vrede.
Påskelammets blod frelste israelitterne. Et herligt forbillede på det Guds påskelam - som en dag skulle komme, nemlig Jesus. Ved hans blod på kors-stolperne er der frelse - ikke bare for israelitterne, men for alle. Enhver, som sætter sit håb til Jesu blod, er frelst.
Vi må stole på Guds ord og løfter om frelsen i Jesu blod på samme måde, som israelitterne måtte stole på Guds ord og løfte om frelsen ved påskelammets blod.
I vore øjne ser det ikke ud af meget, men det er heller ikke det afgørende. Det afgørende er, at Gud ser blodet og går forbi.
