Gud giver nye missionærer

19/12/2019

Gud har hørt vores bøn! Gud har givet os nye missionærer. I begyndelsen af året opfordrede vi i Luthersk Mission  til, at vi skulle bede om fem nye missionæransættelser i 2019. Vi har oplevet, at mange har grebet opfordringen. Privat og i det kristne fællesskab er der blevet bedt konkret om fem nye missionæransættelser. Eller missionær-enheder, som vi nogle gange udtrykker det på teknisk. En missionær-enhed kan både være en single og et ægtepar.

Det har været utroligt glædeligt, at så mange har grebet denne bold og har bedt med. Har det så gjort en forskel? Vi vil gerne tro på, at bøn til Gud i Jesu navn altid gør en forskel. Desuden må vi gerne bede i forventning og spejde efter svaret – uanset svaret.

Der er ikke mange dage tilbage af 2019. Vi er nogle, der er begyndt at spejde. Vi kan tydeligt se omridset af et særdeles opmuntrende og trosstyrkende svar. For flere måneder siden ansatte vi to ægtepar, som tidligere har været missionærer. I sommers fik vi en ny tilknyttet missionær. Vi har fornylig ansat et svensk ægtepar, foruden at vi har fået tilknyttet et andet svensk par. Med de tilknyttede er det fem nye enheder i alt. Dertil kommer to meget seriøse rekrutteringsprocesser, som vi er inde i for tiden. Disse to forløb bliver ikke endeligt afklarede i 2019, men sandsynligvis ikke langt inde i 2020. Der er altså udsigt til op mod syv nye ansatte eller tilknyttede missionærenheder inden for godt et år.

Derfor vil vi gerne give jer en ny opfordring: Vær med til at takke for de nye missionærer!

Gud vil mission

Gud lytter til vores bøn og svarer. Afhænger det så af intensiteten i vores bøn eller af, at vi nævner konkrete tal? Næ. Men Gud opfordrer os til at bede, og så er det ham, der i sin nåde og kærlighed giver det svar, som han vil. Vi skal ikke have nye missionærer, fordi vi gerne vil have en flot missionærplakat med mange ansigter på. Men fordi Gud vil mission.

Når Gud giver os nye missionærer, må vi tage imod dem og sende dem i ydmyghed. I ydmyg bevidsthed om, at det er Jesus, der er Høsten Herre og ikke os. Vi beder - og det er Høstens Herre, der sender arbejderne ud.

Men høsten er stor og mulighederne mange. Det stopper ikke med disse nye missionærer. Vi må arbejde med mission, så længe Gud giver nådetid. Der er brug for endnu flere udsendte. I løbet af to-tre år vil flere af de nuværende missionærer være tilbage i Danmark. De skal gerne erstattes af nye.

Er det utaknemligt at bede om endnu flere missionærer? Det kan det ikke være. For Jesus siger: Bed Høsten herre om at sende arbejdere ud.

Tak og bed.

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.