Han svæver ikke rundt mellem skyerne, højt hævet over jorden og menneskelivet.

Han interesserer sig også for din og min konkrete hverdag.

Efter de store bønner om Guds navn, Guds rige og Guds vilje, kommer der en ganske lille bøn. Ikke lille i betydningen ligegyldig. Men lille i betydningen menneskelig. Konkret. Fysisk.

Giv os i dag vort daglige brød.

Brød. Dette nødvendige, hverdagsagtige, normale, basale brød, som vi finder i bunden af kostpyramiden. I Fadervor symboliserer brødet alt det nødvendige.

Ikke overflod. Men det nødvendige.

Derfor beder vi Gud om ikke at lede os ind i fristelse. Det er der virkelig behov for. For de er jo over alt, fristelserne.

Du kan nok godt selv sætte ord på, men lad mig give et par eksempler: Det er fristende at hævde sig på bekostning af andre ... bare et lille ondt ord. Det er fristende at snyde med penge eller matematikopgaver. Det er fristende at se porno i fjernsynet eller på nettet. Det er fristende at undgå de mennesker, der er i nød. Det er fristende at lade være med at fortælle mennesker om Jesus. Og så videre..

Værre endnu: Foran ham venter Guds vrede over hele verdens og alle menneskers ulydighed, ugudelighed og synd. En vrede, han frivilligt møder for din og min skyld. Han er rædselsslagen.

Han beder Gud om, at han må blive fri for alt dette forfærdelige. Men han beder også om, at Guds vilje må ske.

Guds vilje sker. Jesus får ikke sin bøn opfyldt. Han må lide. Og dø. Fordi det er Guds vilje.

Derfor handler den bøn i Fadervor ikke om, at Guds navn må blive mere helligt, end det er i forvejen. Nej, det handler om, at det må blive mere helligt for mig. Og for dig.

Når jeg beder den bøn, så beder jeg om, at hele mit liv må ære Gud. At mine ord og mine handlinger må hellige hans navn.

Jeg ønsker med bønnen at gøre hele mig til en lovprisning og tilbedelse af Gud. Jeg ydmyger mig for ham.

Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige, han som var og som er og som kommer.

Shhh ... vær stille. Stilhed.