Vores verden er til tider alt for fuld af lidelser og sygdom. Vi mærker smerten og sorgen, der kan være ved at sprænge os i stykker, fx når vi mister en, vi holder af. I vores årer er indgivet et stof, der kæmper imod, når dødens ubarmhjertighed huserer En sidste rest fra Skabelsens morgen, der aldrig kan forene sig med dødens realitet. Døden er en fjende.
Hvordan tro på en Gud, der lukker øjnene, når ulykken rammer? Hvis han ser magtesløs til, mens Djævelen hærger, så er hans løfter om trøst jo ikke mere, end mennesker kan give!
I al sin (for os) uforståelighed, er dagens vers altså et glædesbudskab:
Gud er jo Kærligheden selv. Så hvem i alverden er det, han vil ramme, slå og plage? Satan? Nej, sin egen elskede søn! Den søn, der hele sit liv aldrig har svigtet Gud, sin far, bliver nu plaget. Ikke af romerne eller jøderne, men af Gud selv. Jesus bad fortvivlet: “Lad mig slippe… men ske din vilje”. Og den skete. Guds vilje var at ramme ham, sende ham ind i dødens mørke. Guds vilje var at lade al sin vrede over synd og uretfærdighed gå ud over Jesus.
Måske har du det som Job. Måske kan du ikke tro Guds løfter. Livet synes så urimeligt smertefuldt, at du ikke magter mere. Måske tvivler du på Guds kærlighed. Du er træt af at råbe til Gud og sidder tilbage med et spinkelt håb længst inde om, at han en dag vil tale til dig.
Tænk, at han (muligvis Jeremias) tør formulere sig så provokerende.
Han ved jo, at den Gud, han beder til, er den hellige, ophøjede og retfærdige Gud; den Gud, der lover aldrig at svigte eller glemme sit folk.
Hvad bilder han sig egentlig ind?
Han bilder sig ind, han er menneske! Skabt i Guds billede. Det gør ham og dig til noget ganske særligt. Du er skabt til at stå i et forhold til Gud.
Der er mange, der synes at have glemt det her: Vi skal elske den fremmede. Bemærk, at der bruges ordet ”elske”, ikke ”tåle”, ikke ”acceptere”, ikke ”være sød ved”, nej, ELSKE.
Det er ellers noget af et krav at stille. De skulle da ellers være glade nok for at være her. Her i vores dejlige land.
De ti bud er nedskrevet i sammenhæng to gange: I 2. Mosebogs 20. kapitel og så her i 5. Mosebog. Begge steder indledes budene med ordene: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset,” og det er der en vigtig grund til.
Det er nemlig i det lys, at alt det andet skal ses. Når Gud efterfølgende redegør for israelitternes lov, er det med det i baghovedet, at han har ført dem ud af Ægypten, af trællehuset. Han har gjort dem frie, og når han nu befaler dem at leve på en bestemt måde, så er det, for at de kan bevare denne frihed.
”og Herren sagde til Moses: ”Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.” Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt at en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.”
4 Mos 21,6-9
Det var alvor. Hvis de ikke holdt Herrens bud, døde de. I al den tid, de havde kendt Gud, havde det aldrig slået fejl:
Han holdt altid, hvad han lovede. Med skræmmende styrke havde Den Almægtige Gud vist, at han mente sine bud alvorligt. Man syndede, og Gud straffede. Man syndede — og døde.
I afsnittet om Aron og hans sønners indsættelse i præstegerningen læser vi altså, at de skulle holde Herrens bud, ellers døde de. De vidste som sagt, at det var sandt; efterfølgende står der også, at ”Aron og hans sønner gjorde alt det, som Herren havde befalet gennem Moses”.
Hvad var det dog for nogle tykpandede åndsamøber, som gjorde dette? Gud havde ført dem ud af fangenskabet, han havde delt vandet, så de kunne gå tørskoet gennem det, han havde udslettet Faraos hær for øjnene af dem, han havde skaffet dem vand ud af ingenting, han sendte manna om morgenen og vagtler om aftenen, han havde på alle måder vist, at han var deres almægtige Gud. Alligevel ville de have en gud — også selv om de alle vidste, at det aldeles intet havde med en gud at gøre. De samlede deres guld- smykker, og Aron smeltede dem om til en guldkalv, de så gav sig til at tilbede.